Boligplan 2023-2033 på omsorgsområdet

Høringen er afsluttet

Høring: Forslag til boligplan 2023-2033 på omsorgsområdet. Sikring af pleje- og demensboliger samt midlertidige opholdspladser til ældre borgere de næste 10 år.

Boligplanens overordnede formål er at sikre bemandede boliger og midlertidige opholdspladser til ældre borgere i Randers Kommune de næste 10 år. Den overordnede ramme som boligplanen er udarbejdet indenfor er:

  • Økonomisk bæredygtighed
  • Volumen ift. antal boliger, boligtype og specialtilbud
  • Faglig bæredygtighed herunder specialiseringsgrad
  • Geografi

I relation til den økonomiske bæredygtighed er der udarbejdet analyser, der peger på, hvor mange boliger, der kan skabe de bedste vilkår for en økonomisk bæredygtig drift på et plejecenter. Boligplanens analyse peger også på ændringer i fordelingsmodellens økonomiske tildeling til de forskellige boligtyper med henblik på at skabe gode økonomiske rammer for den faglige indsats. Boligplanens analyse peger på, at der er behov for ca. 500 ekstra plejeboliger inden 2033. Derfor vil det også være økonomisk bæredygtigt at udnytte den nuværende boligkapacitet bedre ved at omdanne nogle af de nuværende ældreboliger med mulighed for kald til plejeboliger.

Faglig bæredygtighed skal forstås som faglig robusthed i personalegruppen. Særligt for specialiserede enheder relaterer det sig til volumen, da der skal være en hvis mængde for at kunne opretholde et specialiseringsniveau. Ligeledes relaterer det sig også til den økonomiske bæredygtighed, da der skal være et vist økonomisk råderum, for at kunne ansætte specialiserede og tværgående funktioner. Derfor anbefales det, at specialiserede demenspladser bør samles i større enheder og at der skal arbejdes med at koncentrere flere midlertidige opholdspladser på lidt færre lokationer.

Den geografiske bæredygtighed har spillet en rolle i anbefalingerne om placering af aflastningspladser. Selvom det vurderes, at der er behov for en øget koncentration af aflastningspladser for at styrke den faglige bæredygtighed, anbefales det også, at få aflastningsboliger placeres geografisk spredt. Hensyn til geografisk nærhed har også haft betydning for de skitserede muligheder, der er i relation til de centre, hvor det vurderes, at det ikke er muligt at opretholde en økonomiske bæredygtig drift.

Læs hele forslaget til boligplan 2023-2033 for omsorgsområdet.

Her præsenteres boligplanens samlede anbefalinger.

Samlede anbefalinger for bemandede boliger:

  • At en dækningsgrad på 15,9% for 80+ årige for pleje- og demensboliger benyttes som pejlemærke.
  • At denne boligplan revideres eller at der udarbejdes en boligplan for en ny 10-årig periode i den næste byrådsperiode for derved at opfange evt. ændringer i dækningsgrad mv.
  • At understøtte forberedelse af privat etablering af seniorbofælleskaber gennem råd og vejledning i et samarbejde med udvikling, miljø og teknik.
  • At demensboliger i skærmede enheder og plejeboliger får en ny og ens økonomisk tildeling i ny fordelingsmodel.
  • At, der arbejdes med en højere økonomisk tildeling til specialiserede demensboliger i ny fordelingsmodel.
  • At, der etableres et 4. specialiseret demenscenter.
  • At omklassificere ældreboliger med mulighed for kald til plejeboliger (omhandler ca. 200 ældreboliger med mulighed for kald, der er egnet til omklassificering).
  • At den økonomisk tildeling til ældreboliger med mulighed for kald vurderes i forbindelse med ny fordelingsmodel.
  • At nyt byggeri består af omkring 75 boliger af hensyn til økonomisk og faglig bæredygtighed.

Samlede anbefalinger for midlertidige opholdspladser:

  • At fastholde nuværende antal specialpladser (akutpladser, Randers Hospice, Træningshøjskolen og Døgngenoptræningen).
  • At benytte nuværende dækningsgrad for 80+ årige på 0,7% for som pejlemærke ift. aflastningspladser og korttidspladser.
  • At styrke den faglige bæredygtighed ved at koncentrere flere aflastnings- og korttidspladser på færre enheder, da en større volumen vil styrke den faglige bæredygtighed.
  • At bevare enkelte aflastningspladser geografisk spredt for at bevare geografisk nærhed.
  • At etablere 6 demensaflastningspladser på ét af de specialiserede demenscentre.

Såfremt ovenstående anbefalinger i boligplanen følges, vurderes det at medføre følgende afledte økonomiske anlægsbehov (der tages forbehold for prisudvikling, ændringer i dækningsgrad mv.):

  • 136 mio. kr. til etablering af ca. 300 nye plejeboliger.
  • 36 mio. kr. til etablering af servicearealer i forbindelse med omklassificering af ca. 200 ældreboliger med mulighed for kald til plejeboliger.
  • 2 mio. kr. årligt de næste 10 år til vedligehold af servicearealer.
  • Investering af velfærdsteknologi i forbindelse med etablering af nye plejeboliger.
  • Etablering af areal til bl.a. træning, sundhedsklinikker, hjemmepleje og sygepleje for borgere i eget hjem.

Høringssvar

0 svar