Lov om kommunal ungeindsats fordrer, at kommunen skal sørge for ”at der sker en koordinering af den samlede ungeindsats i kommunen på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen”. Se bekendtgørelse af lov om kommunal indsats for unge under 25 år på Retsinformation.dk.
Koordinering er ikke nyt, men loven skærper fokus på en velkoordineret indsats for de unge samtidig med, at der ikke tilføres væsentlig økonomi til at implementere lovens hensigter. Derfor skal et kvalitetsløft af ungeindsatsen i Randers primært ske gennem øget koordinering og samarbejde mellem de, der varetager indsatser for unge.
Byrådet har besluttet, at Ungdommens Uddannelseshus Randers (UUR) er første indgang til den kommunale ungeindsats, og UUR skal medvirke til, at alle unge under 25 år får den nødvendige støtte til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse eller opnå fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
UUR består af Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og Jobcenter Randers, Uddannelseshuset. Mens UU’s primære opgave er at vejlede alle unge fra 15-29 år i forhold til uddannelse, er Uddannelseshusets primære opgave at varetage indsatsen efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats for unge i alderen 18-29 år.
Unge i alderen 15-25 år (eller forældre til unge under 18 år), kan derfor henvende sig til UUR og få hjælp til spørgsmål omkring den bedste vej til uddannelse og beskæftigelse.
Som led i bestræbelserne på at fremme samarbejde og koordinering mellem alle kommunale enheder, der arbejder med unge, har UUR taget initiativ til denne KUI-hjemmeside, der er en digital oversigt over tilbud til unge i Randers i alderen 15-29 år. Denne side skal fungere som redskab for fagpersoner, der arbejder med unge og som har brug for hurtigt at danne sig overblik over relevante tilbud til unge. Oversigten vil samtidig kunne bruges som et ledelsesredskab, der kan identificere overlap eller mangler i tilbudsviften.
Alle kommunale enheder, der arbejder med unge i alderen 15-25 år har forpligtet sig til løbende at ajourføre oversigten.
Der er etableret et koordinationsudvalg med repræsentanter fra alle afdelinger, der arbejder med unge i Randers kommune. Udvalget mødes 5 gange årligt og drøfter sager på unge med særlige udfordringer, der vurderes at have behov for en koordineret indsats på tværs af kommunen. Vil du vide mere om koordinationsudvalget, så kontakt UU-leder Morten Skivild på mail mosk@randers.dk.
Foruden koordinationsudvalget er der indgået samarbejdsaftaler mellem ovenstående afdelinger, der beskriver procedurer for det daglige samarbejde. Disse aftaler evalueres årligt.